Events
Jeg har gennem de sidste år brugt mere og mere tid på at arrangere og afholde croquis-arrangementer, hvor nybegyndere og øvede kan få lov til at prøve kunstformen af i afslappede og anderledes rammer. Det kan f.eks. være en workshop på en festival, hvor de deltagende kan “droppe ind” så længe det passer dem, eller som et sjovt indslag til en polterabend, hvor jeg sammen med en model faciliterer og underviser i ca. 2 timer.
Det er altid spændende at stå for et arrangement; der er som regel en del praktiske tiltag og enkelte hensyn som skal “overvindes”, før scenen er sat og pennen rammer papiret – hvilket gør det så meget federe når roen sænker sig og koncentrationen stiger.
Mest af alt nyder jeg at dele ud af min erfaring, og opleve hvordan nye tegnere finder glæde i en kunstform, som virker så simpel, og alligevel tager så meget øvelse at mestre.
